Isted-løve både i Berlin og Flensborg

Isted

Få skulpturer har haft så omstridt en skæbne som H.W. Bissens monumentale Isted løve, der blev skabt som et krigsmonument over 1848-konflikten i Slesvig. Slaget ved Isted førte til dansk sejr og en afslutning af det man dengang kaldte det slesvigske spørgsmål. Konflikten blussede op igen i 1864, hvor Danmark som bekendt mistede Slesvig-Holsten.
Efter en omskiftelig tilværelse, hvor skulpturen i en længere årrække befandt sig i Berlin og derefter i København, fandt Istedløven endelig ro på kirkegården i Flensborg i september 2011.
Vi vender tilbage til historien om den originale Istedløve om lidt. For der findes en anden Istedløve, og den står stadig i Berlin.

Den anden Isted-løve

Wannsee er en af Berlins mest eksklusive adresser. I 1860’erne blev der her skabt en villabebyggelse, som fik navnet Alsen som en markering af preussernes sejrrige felttog mod Danmark i 1864. Et skov- og parkområde ned mod Wannsee, hvor der i nyere tid er anlagt en lystbådehavn, fik navnet Dübbel – Dybbøl på dansk.
Siden 1939 har Dübbel-anlæggets pryd været en kopi af Istedløven, som på tysk kaldes Flensburger Löwe. Kopi-skulpturen skyldes en velstående berlinsk bankmand, Wilhelm Conrad, som fik kopien fremstillet i 1874. Dengang stod originalen kun få km væk i Berlin.

Kopien er fremstillet i et spinkelt materiale, zink, og løven gennemgik derfor i 2005 en næsten komplet fornyelse. Men den står der altså stadig og er inden for de senere år blevet opdateret med en tavle, som beskriver mindesmærkets historie.

Få mere at vide om Berlin

Historien om den ægte løve

Og lad os så lige kridte banen op:
Den originale 3 meter høje bronzeløve, som er placeret på en fire meter høj sokkel, blev afsløret ved en stor ceremoni den 25. juli 1862 påwanloeve3 12 års dagen for det slag, som har givet løven navn. Blandt tilskuerne var H.C. Andersen.
Men allerede i februar trængte preussiske tropper ind i Flensborg, og tysksindede borgere forsøgte at trække løven ned fra sin sokkel, men politiet greb ind og sikrede skulpturen, som få dage senere blev bragt i sikkerhed.
I 1868 blev løven fragtet til Berlin. ”Der Flensburger Löwe” var nu det håndgribelige bevis på den tyske sejr, som førte til oprettelsen af det tyske kejserrige.
I forbindelse med indgåelse af den dansk-tyske angrebstraktat i juni 1939 skal Adolf Hitler have overvejet at forære statuen til Christian X. Det blev dog ved overvejelserne.
I maj 1945 lige efter krigens afslutning opdagede Politiken-journalisten Henrik V. Ringsted tilfældigt løven. Med amerikansk hjælp blev løven transporteret til København, hvor den fik plads i Tøjhusmuseets gård. Frem til 1947 skete det under skarp bevogtning for at undgå hærværk. I forbindelse med bygningen af Den Sorte Diamant fik løven en ny og meget iøjnefaldende plads. Efter mange års heftig debat i byrådet i Flensborg enedes man om at rette henvendelse til Danmark med henblik på genopstilling af løven på den gamle kirkegård i Flensborg. Anmodningen blev vel modtaget, en ny granitsokkel – tilmed fra det samme stenbrud i Sverige som i sin tid leverede den første sokkel – blev fremskaffet og resten er som bekendt historie.

haus_der_wannsee-konferenz_02-2014

Det andet krigsmonument

Isted-løven er imidlertid ikke det eneste krigsmonument i Wannsee. Kun få skridt fra Isted-løven, ja rent faktisk lige rundt om et hjørne, på adressen Am Grossen Wansee 56-58, ligger en udpræget velhavervilla, som i juni 1942 dannede den ydre ramme om den såkaldte Wannsee-konference, en konference som startede holocaust.
SS-obergruppenführer Reinhard Heydrich, Heinrich Himmlers højre hånd, var initiativtager til konferencen, som samlede en række embedsmænd og flere SS-officerer, bl.a. Adolf Eichmann. De planlagde her i disse fredelige og idylliske omgivelser det, der skulle føre til ”den endelige løsning af jødespørgsmålet”.
Konferencen var yderst hemmelig, men ingen kan have været i tvivl om hensigten, for referatet fra mødet eksisterer endnu. Rigsminister Albert Speer har som en af mødets mest prominente deltagere erkendt, at han var til stede, at han medvirkede og dermed var medansvarlig.
I dag er villaen, hvor Wannsee konferencen fandt sted, et museum, der kan besøges året rundt med daglig åbningstid mellem 10 og 18. Lørdage og søndage er der gratis rundvisning i museet kl. 16 og 17.
Det skal naturligvis understreges, at de to krigsmonumenter historisk ikke på nogen måde kan knyttes sammen.
Men kigger man forbi for at se kopien af Isted-løven kan man naturligvis også lægge vejen forbi villaen. Museet fortæller en overordentlig barsk historie.

Jørn Henrik Jørgensen

Journalist siden 1962. Mesterlæreuddannet med kortvarigt kursus på Danmarks Journalisthøjskole. Medlem af Dansk Journalistforbund siden 1964. Ansættelser på flere provinsaviser, freelance-tilknytning til DR en årrække, studier i statskundskab (Århus Universitet) 1973-75, 1976 kortvarigt fung. chef for Grønlands Radio udsendt af Ministeriet for Grønland, derefter flerårig ansættelse Berlingske Tidende, chef for Avisradio 1984-86, 1986-88 udviklingsopgave for landsdækkende dagblad, derefter freelance med fokus på arkitektur og kurser i corporate image for mindre virksomheder, siden 1995 freelance rejsejournalist med speciale i Tyskland, Sydsverige, Nordatlanten, Nordfrankrig. Mangeårigt medlem af Danske Rejsejournalister og nu æresmedlem af denne forening.

Jørn Henrik Jørgensen has 57 posts and counting. See all posts by Jørn Henrik Jørgensen