De var modige, de var viljestærke og de var ikke bange for det ukendte og for fremtiden. De drømte om at finde ”guldet” over there i deres nye land. Ovennævnte begreber var fællesnævner for de mange hundrede tusinder af danskere, som i perioden fra 1870 og frem til i dag emigrerede til USA og Canada. Mange af de udrejste var landmænd, som drømte om deres egen farm på prærien og andre var veludannede, som ville være med til at opbygge vesten. De fleste der udvandrede til Canada klarede sig gennemgående godt, selvom der også var tragedier imellem dem. Udvandrerene tog deres danske traditioner med sig og byggede danske skoler, danske folkehøjskoler, danske kirker og andre foreninger overalt, hvor de slog sig ned. I provinsen Alberta i Vestcanada, en typisk præriestat (14 gange Danmarks størrelse) med vidtstrakte landbrugsområder lokkede mange danske landmænd til, og de fik i starten tilskud til at købe jord, mens andre slog sig ned i provinsens største by Calgary og startede deres forretning der. Idag bor der over 200.000 mennesker med danske rødder i Canada.
Kendt studievært
En af de mere kendte personligheder med danske rødder er den nuværende producer, journalist og studievært ved en af Canadas førende nyheds TV stationer Global News i Calgary Linda Olsen. Hun dimitterede fra SAIT (Southern Alberta Institut of Technology) i Calgary i det olympiske år 1988 som radio og TV journalist. Hun har i 28 år arbejdet som studievært på TV- stationen i Calgary, hvor hun dagligt har to nyhedsudsendelser. Gennem årene har hun uddannet sig løbende, og hun har modtaget mange fornemme priser for sin journalistik og hendes engagement i Calgarys befolkning som profession journalist, ligesom hun ved siden af har engagerede sig blandt andet i velgørenhedsarbejde til glæde for befolkningen i millionbyen. Hun har tre voksne børn, to sønner og en datter som alle er kommet godt i vej. Linda Olsen fortæller at hun er stolt over hendes danske rødder og sit danske DNA. ”Her i Canada var mine brødre og jeg så heldige at vokse op med de danske traditioner. Jeg er taknemmelig for, at vores forældre holdt disse traditioner ved lige gennem hele vores liv. Vi holdt juleaften som dansk jul enten med and eller flæskesteg, rødkål, brune kartofler og citronfromage samt risalamande med mandel. Efter julemåltidet dansede vi omkring juletræet og sang danske julesamler og åbnede gaver”, fastslår Linda Olsen og fortsætter: ”Sidst jeg var i Danmark med mine forældre var i 2007, og det er et minde, jeg vil holde fast i for evigt. Jeg tog min familie, mine børn og mand med på det tidspunkt, og vi boede alle i et sommerhus sammen med mine forældre. Elver og Grethe delte mange historier med mine børn om deres opvækst i Danmark fra 1933 og frem til de immigrerede til Canada i 1957”, siger Linda Olsen.
Forældrene kom til byen i 1957
Linda Olsens forældre udvandrede til Canada i 1957. Faderen Elver Olsen blev født i København i 1933 og moderen Grethe Olsen blev født samme år i Næstved. ” Ved et bal i Kalundborg mødtes de tilfældig i 1950 kun 17 år gamle, og det var kærlighed ved første blik, fortæller Linda Olsen. ”Min far uddannede sig til elektriker og min mor til sygeplejerske og i 1955 giftede de sig og deres første barn Jan blev født i 1956. Grethes veninde fra sygehuset fortalte min mor om hendes planer om at rejse til Canada, da hun allerede havde familie der. Elver og Grethe besluttede sig efter moden overvejelse at rejse sammen med veninden og hendes familie, for der at være med til at bygge vesten ” fortsætter Linda.
Det unge ægtepar og deres kun godt et år gamle søn satte sig i et fly og rejste afsted til deres nye eventyr i Canada den 2. april 1957. Elver og Grethe imigrerede på et år, hvor den canadiske regering tillod immigranter at bringe penge ind i landet. De havde solgt deres møbler og køretøj, og selvom det ikke var meget, var de en af de heldige unge familier, der ankom til Calgary med nogle økonomiske ressourcer. Det gav dem mulighed for at leje en møbleret kælderlejlighed med det samme. Min mor fortalte at hun havde meget hjemve de første måneder og sagde ofte, at hvis hun kunne have gået på vandet, ville hun være gået hjem tusind gange” siger Linda Olsen videre.
Ansat på et hospital i Calgary
Elver og Grethe blev begge hurtigt ansat på Kommunehospitalet i Calgary. Grethe som sygeplejerske og Elver som elektriker, hvor han var med til at bygge hospitalets nordfløj. Deres anden søn, Michael Paul Olsen, blev født i 1958, og de flyttede til et større hus med to soveværelser. Elver startede sin egen el-virksomhed, Scandia Electrical Contracting Company i 1961, det år, hvor deres tredje søn, Tony Brian Olsen blev født. Elver byggede også familiens hjem, som de skulle bo i indtil 2017. Elver ejede og drev El firmaet sammen med sin ældste søn Jan indtil 1998. Som el- og totalentreprenør opførte han bygningen Scandia og var med i andre byggeriet i Calgary. I 1964 blev Linda Olsen født som den sidste i søskendeflokken på fire.
Som virksomhedsejer uddannede Elver sig løbende. Han var en dygtig elektrikermester og gav den viden videre til sine medarbejdere. Elver arbejdede sammen med sin partner, Helmut, og sønnen Jan i mange år. ”Min far arbejde hårdt for at opbygge og vedligeholde sin virksomhed, og han følte også at han var forpligtet til at støtte hans erhverv og i det hele taget støtte det samfund, som havde taget så godt mod den lille familie i 1957”, siger Linda Olsen og fortsætter: ”Min far var i flere perioder formand for Electrical Contractors Association of Alberta, formand for Danish Businessmen ‘s Association og formand for Danish Canadian Club. I 49 år var han administrator og direktør for El-entreprenørernes Pensionskasse samt Sundheds- og Forsorgskassen. Han var også frivillig i Lions Club i over 45 år, sad som præsident og var stolt over at han blev tildelt et livstidsmedlemskab. Hans frivillige arbejde med gruppen var fokuseret på at rejse midler og støtte til mennesker, der var blinde, og opbygning og vedligeholdelse af Lions Ungdomslejr. Han stod også som chef de mission for Danmark under vinter-OL 1988 i Calgary. Min far var meget handy og kunne reparere eller bygge næsten alt. Med huset fyldt med børn besluttede min mor at blive hjemmegående husmor i begyndelsen af 1960-erne Det var hun i 15 år, hvorefter hun fik job som ejendomsmægler i 1976, men allerede seks år senere skiftede hun job og blev ansat i Mary Kay Kosmetiks som salgskonsulent, hvor hun senere blev salgsdirektør. Hun var meget stolt af hendes erhvervskarriere i moden alder”, slutter Linda Olsen.
Ud over familiens hjem med værksted og garage byggede han familiens sommerhus i Windermere i provinsen British Columbia. Huset ligger ved en stor sø cirka 300 km fra Calgary.
Sommerhuset blev et samlingssted for familien gennem mange år, hvor hele familien især nød naturen med bjergene og søen. Den 13. august 2020 døde Elver 87 år gammel efter et langt og rigt liv og efterlod sin kone Grethe, fire børn og 11 børnebørn.
Landmand på prærien
En yngre dansk landmand, der i 2007 emigrerede til Canada, er den 43 årige Mads Merrild. Det var svært at begynde som ung landmand i Canada, da han indledte drømmen om at blive sin egen herrer på den candiske prærie nærmere betegnet i den lille landsby Paradise Valley i det østlige Alberta cirka 260 km øst for provinshovedstaden Edmonton. Her bor han i dag på Feldfortfarm med sin kone Sheena og deres fire små børn. Mads Merrild, der er søn af den tidligere formand for Landbrug og Fødevare Martin Merrild, der driver en gård midt imellem Struer og Holstebro, fik tidlig udlængsel og han kom til Canada første gang som 18 årig i 2001. Og blev forelsket i landet. Kom tilbage i både 2003 og 2004 efter ture til USA og Australien. Efter hjemkomsten fik han en landbrugsuddannelse som agrarøkonom i april 2006 og året efter rejste han til Alberta igen. Her mødte han Sheena og de blev gift i 2011. Efter giftemålet satsede han og konen alt hvad de ejede. De tømte samtlige konti, de havde og for hele beløbet købte de gødning m.v. Kassekreditterne blev presset i bund, og hver en krone, de kunne låne, blev brugt på at købe jord og såsæd. Første gang Mads var i Paradise Valley i 2001 fik han arbejde på en gård i området hos en anden dansk udvandrer ved navn Bent Kaastrup. Her lånte han maskiner, så han kunne få sået, gødet og høstet. Mod at han selv lagde arbejdstimer på Bents gård. Det gjorde han fra 2007 og helt frem til 2015. Bent Kaastrup lovede ham, at han godt ville hjælpe Mads til at blive etableret.
Stor hjælp fra en etableret dansk landmand
”Og han holdt sit ord, hvilket jeg er dybt taknemmelig for,” siger Mads Merrild. Jeg fik blandt andet mulighed for at købe noget af Bents jord, og med lovning på, at jeg kunne købe den senere til samme pris. Det var i 2009, og dengang kostede jorden cirka 13.000 kroner pr. hektar”. Senere har Mads købt mere jord ligesom han har forpagtet en del jord. Nu driver han 1.100 ha, hvor han selv ejer de 310 ha. Resten lejes af omkringliggende gårde. Mads satser på at købe mere jord i fremtiden, og det er muligt da flere naboer er ved at være i pensionsalderen, men problemet er at jordpriserne er steget meget de senere år. I dag kosten en hektar 97.500 danske kr. og det har Mads og hans kone p.t. ikke råd til. En måde at spare penge på er at købe brugte maskiner og her har Mads etableret et værksted på gården, hvor han kan reparerer maskiner ligesom som han selv laver maskinstations arbejde for andre landmænd. Det hjælper alt sammen på økonomien.
Klimaet
”En af de store udfordringer ved at drive landbrug på prærien er klimaet. Temperaturen er ofte om sommeren over 30 grader og om vinteren ned til minus 40 grader. Det betyder en kort vækstperiode på ofte kun 100 dage. Der forskes meget i at skabe afgrøde sorter, som er modstandsdygtige mod tørke og en række plantesygdomme ved brug af genmodifikation og det er den eneste vej frem,” siger Mads Merrild, og fortsætter: ” Som plante-producent er vi ikke garanteret en minimumsindtjening ej heller får vi tilskud til braklægning. Alt er underlagt de frie markedskræfter. Så vi har intet sikkerhedsnet, men vi kan tegne forsikringer mod mange ting, og vi har en forsikring mod dårlig høst.
Hvis hele udbyttet over en nat pludselig skulle blive ødelagt af f.eks. hagl eller langvarig tørke, eller hvis prisen på en afgrøde pludselig falder voldsomt er vi dækket ind. Denne forsikring koster os en halv million kroner om året. Som landmand møder vi ikke de samme restriktioner som i Danmark og EU og det betyder at det er letter at drive landbrug her. Eksempelvis er her ingen regler for, hvordan og hvornår man må sprøjte sine afgrøder”. På gården dyrkes vårraps, vårhvede til eksport og ærter til eksport. Omkring 550 hektar af jorden ligger nærmest direkte op til gården. Udbytterne på raps ligger på omkring 2 tons per hektar, hvede 4-5 tons per hektar. Momsen er eksempelvis kun 5% og der betales kun 11 procent i selskabsskat, hvis man holder indtjeningen under en halv million canadiske dollars (cirka 2 mio. d.kr). Trods disse forhold tror Mads Merrild ikke det er muligt for unge mennesker i dag at blive landmand på prærien i Alberta til de nuværende jordpriser. Også fordi man skal dyrke mindst 500 hektar for at overleve og drive et rentabelt landbrug”, slutter Mads Merrild. Mads og hans kone er begge aktive i deres lokale samfund i Paradise Valley hvor de støtter skole, hockey klubben og brandstationen økonomisk ligesom Mads er med i bestyrelen i forskellige lokale foreninger. De bor 10 km uden for landsbyen og børnene bliver hentet af skolebussen hver dag som kører til Paradise Valley. Der er i øvrigt 55 km til det nærmeste større supermarked.
Kom til Canada 11 år gammel
En anden dansk emmigrantfamilie er Margit og Rikard Damgaard. Margit var 11 år gammel, da hendes forældre Gunnar og Anna Beining i 1957 besluttede at immigrere til Canada med deres seks piger i alderen fra 5 til 19 år. Den ældste af pigerne kom først senere til Canada
”Min far havde altid haft rejselyst, og vi drillede ham tit med at han havde sigøjner blod i årene. Men den rigtige grund var at der i slutningen af 1950-erne stadig var stor arbejdsløshed og en del fattigdom i Danmark. Mine forældre syntes at mulighederne for at give os børn et godt liv var bedre i Canada, der lokkede folk fra Europa til landet, hvor der var masser at arbejde at få. Og det lykkes mine forældre at give os et godt liv. Før vi rejste til Canada boede vi i Haderslev. Min far kom fra Espe på Nordfyn, hvor de tre ældste piger er født, og min mor kom fra Vorbasse og vi tre yngste piger blev født i Hammelev.”, fortæller Margit Damgaard.
Gunner Beining forlod Danmark i juli 1957 og rejste til Canada med skib og meningen var at familien skulle følge efter et halvt år senere. Han ankom til byen Leduc, (33 km syd for provins hovedstaden Edmonton) men der kunne han ikke få job inden for hans fag som maler. Han mødte en mand ved navn Mac Collins, der tilbød ham et job i Peace River, der ligger ved floden af samme navn cirka 460 km nordvest for Edmonton. Her lejede Gunner et hus og købte inventar, så det var klart til indflytning, da familien ankom fra Danmark med fly den 8. februar 1958.
”Det var minus 50 grader da vi landende i Peace River hvor min far og familien Collins tog imod os. Vi var ikke klædt på til det kolde vejr, og blev pakket ind i uldne tæpper og kørt i familiens første bil- en Buick årgang1946 – til vores nye hjem. Huset var lille og lå ved en biflod som udløber i Peace floden ikke så langt der fra. Huset havde badeværelse og varmt vand. Det havde vi aldrig haft før så det var dejlig. Vejene i den lille by med få tusinde indbyggere var grus/mudderveje og fortovene var lavet af træ. Mine to ældste søskende fik hurtig job og lærlingeplads, mens vi tre yngste, på nu 6, mig på 11 og en på 14 år, skulle i skole. Far arbejdede som maler (og kunstmaler) og min mor fik job på Hotel MacNamara, som rengøringsassistent. Vores lille søster, kom ikke i samme skole som vi andre og det blev rigtigt hårdt da hun var alene som emigrant.
Min anden søster og jeg havde dog hinanden og da vi ikke kunne tale og skrive engelsk var det en svær begyndelse. Der var ikke andre immigranter med børn og skolerne vidste ikke hvordan de skulle håndtere situationen med os. Vi blev mobbet og resultatet af disse forhold betød at vi blev sat to år tilbage i skolen. Vi fik også at vide, at vi ikke måtte tale dansk derhjemme, fordi vi skulle lære engelsk. Jeg husker at mor manglede tøjklemmer og vi blev sent til købmanden. Vi kiggede rundt i butikken, men forgæves, så måtte vi vise ekspedienten lige som i sangen. “Så gør vi sådan når vi tørre vort tøj” så fik vi købt klemmer. Vi vidste ikke at tørretrumleren var hvermand eje dengang.
Vi havde medbragt højskolesangbogen fra Danmark og den brugte vi meget og via de dejlige sange lærte jeg meget om Danmark ”siger Margit Damgaard.
Arbejdede langt mod nord
Margits far Gunner skiftede job til Northland Utilities, og om sommeren var han væk tre uger af gangen da han arbejdede i den nordlige del af Alberta helt op til grænsen af Northwest Territoriet, hvor der blev etableret elektricitet i de små byer. Om vinteren malede han skilte med Northland Utilities logo på. De blev sat op ved bygrænserne af byerne og bød folk velkommen. På et tidspunkt købte familien et hus i Vest Peace River, på den anden side af floden med en stor have. I sin fritid var Margit barnepige for mange i området ligesom hun arbejdede på hotel MacNamara. Arbejdet omfattede alt lige fra at passe telefon, vaske og rulle tøj samt rengøring.
”Flytningen betød så at der blev længere ind til byen. Vi skulle nu med skolebus og da jeg var aktiv sportsudøver efter skole samt havde arbejde var det til tider besværlig at komme hjem, men naboer og venner og far var gode til give os køre lejlighed. Vi så frem til at det blev vinter for så frøs floden til og der blev lavet vej over den og det gjorde turen hjem betydelig kortere.
Efterhånden fik vi en omgangskreds af danskere nordmænd, svenskere og tyskere alle emigranter i området. Vi fik venner på en farm i nærheden og om efteråret blev der slagtet grise, køer og høns på gården og vi fik fyldt fryseren til vinteren. Jeg husker at en weekend var vi hos vores norske venner, som boede langt fra byen. De havde et hyggeligt bjælkehus, men der var hverken el eller indlagt vand. Huset havde et stort komfur og det var varme kilden. De vilde bjørne kom ofte vandrende forbi og åd af kornet som var opbevaret i små huse. De var selvforsynet med mælk, hvor vi hjalp til med at lave smør, osv., fortæller Margit og fortsætter: En anden gang da vi var på besøg og skulle hjem i mørket havde det regnet og vejen var mudderet. Vi fik fyldt bagagerummet op med blandt andet kød og kørte hjemad. Pludselig sad bilen fast i mudderet. Min far og en af mine søstre gik derefter i mudder til anklerne tilbage til gården for at hente en traktor til at trække os fri. Imedens sad mor og os børn og ventede. Pludselig kom der nogle ulve som hoppede op på bilen og snusede rundt efter kødet. Vi var meget bange og ture næsten ikke ånde, men ulvene angreb os ikke og lidt efter blev vi trukket ud og kunne fortsætte hjemkørselen”, siger Margit.
Ansat ved Hudson Bay Company
Da Margit var 15 år blev hun ansat hos Hudson Bay Company. Firmaet handlede med skind, som pelsjægerne og indianerne kom ind med fra ødemarken. Der var tale om vilde kaniner, ulve, los og bæver skind fra dyrene, som var blevet fange i fælder. Indianerne fik ikke penge, men kredit til butikken, hvor de købte tøj, uld. filt, perler, m.m. til at lave mokkasiner. Vi måtte ikke sælge barbersprit, vanilje og lignede til dem, da disse ting indeholdt alkohol. Efter at havde boet seks år besluttede familien at flytte cirka 750 km mod syd, hvor klimaet ikke var så barsk som i Peace River.
Denne gang blev det til Calgary, som Margits far udtrykte sig; “ der løber floden hele året”. Margit og hendes ældre søster var ikke færdig med deres skole år. Derfor lejede forældrene en lejlighed til pigeren i Peace River, så de kunne fuldende deres skole inden de fulgte efter til Calgary. Margits ældre søster var imidlertid blevet forlovet og blev i byen, men Margit rejste syd på og kom til Calgary først i juli måned. Det var dejligt for hende gense familien, og det nye hus, de havde købt og der var endda TV. Margit kom i en ny skole, hvor der var lige så mange elever, som der boede i Peace River. Efter 12 års skolegang startede Margit sit arbejdsliv på et kontor i Calgary i juni 1966.
Margits forældre involverede sig i byens liv og var med til at stifte den danske kirke og var aktiv i menighedsrådet m.v. Ligesom Gunner malede kirken indvendig og lavede malerier af danske landskaber, som blev solgt på den årlige basar.
Der var også en dansk forening i byen, og her mødte Margit i 1966 sin nuværende mand Rikard – der også var dansk emigrant- de blev forlovet i maj 1967 og de tog på ferie i Danmark, hvor Margit mødte hans familie.
Smuttur til Danmark gik ikke
Tilbage i Calgary efter turen til Danmark, blev Margit og Rikard gift i den danske kirke i oktober, 1967. Derefter købte de hus, som blev renoveret af Rikard, der var tømre.
I slutningen af 1970, besluttede Rikard og Margit at tage på en smuttur til Danmark for at se om de kunne opbygge en tilværelse her. De bosatte sig i Give, men de kunne ikke finde sig til rette i byen og savnede Canada og rejste retur i februar 1972, hvor de genoptog livet med familie og venner. Rikard fik igen arbejde hos det firma han arbejdede for før de flyttede til Danmark og Margit fik et job på Det danske Konsulat i byen. I 1973 købte ægteparret hus i byen og i februar 1974 kom deres datter Karina til verden. Det ændrede Margits og Rikards tilværelse. Margit blev hjemmegående husmor og nød det ligesom familien fandt nye venner i området, hvor der også var hjemmegående kvinder med små børn. Rikard var nu blevet selvstændig inden for byggeindustrien. ”I 1977 byggede Rikard et hus hvor vi flyttede til og boede indtil 2005, derefter købte vi et etplans hus som vi renoverede, og vi håber at vi kan blive boende her i mange år”, fortæller Margit. Ægteparrets datter Karina er gift med Thomas som er immigrant fra Slovenien og de har to børn, Mia på 12 og Lucas 10 år. Thomas er selvstændig ingeniør og Karina er ansat ved kommunen. Børnebørnene er meget aktive sportsudøvere og dyrker både ishockey og gymnastik.
Margit og Rikard, der i dag er henholdsvis 77 og 80 år har gennem årene været aktive i den danske klub og kirke i Calgary samt inden for Lions. Ligesom Margits store hobby er at male blandt andet porcelænsmaling.
” Vi har igennem årene fastholdt de danske traditioner omkring højtiderne med advents krans og pakke kalender, og julen fejres den 24. december med julegudstjeneste, derefter spiser vi julemiddag med and, brune kartofler, rødkål, ris a’ la’ mande, mandelgave m.m. Vi fejre julen sammen med familie og venner med spisning, kaffe og hjemmelavet kransekager og sange,” slutter Margit Damgaard.
Fakta boks Canada
Landets totale areal 9.9 mio. km2
Hovedindtjening: Olie, gas, mineraler, landbrug, skovbrug, turisme
40. mio. indbyggere
Hovedstad: Ottawa cirka 1 mio. ]
Størte by er Toronto med cirka 5 mio. indbyggere
Landbrugs areal 62.2 mio. hektar
Antal landbrug 190.000
Landets største gård ligger i provinsen Saskatchewan er på cirka 110.000 hektarer
Fakta boks Alberta
Areal 661.848 km2
Hovedstad Edmonton – 1,2 mio. indbyggere
Største by Calgary – 1,3 mio. indbyggere
Landbrug cirka 40.000
Dyrket areal cirka 19 mio. hektar
4.000 rapsdyrkere
3.2 millioner hektarer med raps
Gennemsnitsudbytte 2.3 tons/ha
Rejsen til Canada (Alberta)
Daglige afgange til Toronto/Montreal fra København med Air Canada
Flyvetid cirka 7 timer plus fire timer til Calgary
Pris cirka 8000 kr. tur/retur
